Politiet måtte her til eftermiddag anholde en gammel kending på toilettet på Torvet i Herning.
Manden, der netop er fyldt 40 år, følte sig sammen med sin kæreste forfulgt, og havde derfor låst sig inde på det offentlige toilet.
Da det gik op for politiet, bankede de på, og bad de to komme ud.
Truede med hammer og kniv
Men den 40-årige troede åbenbart ikke på, at det rent faktisk var betjente, der stod på den anden side af døren, så han kom farende ud, imens han truede med en hammer og en kniv. Begge dele kom dog hurtigt ned, da han fik øje på uniformerne.
Betjentene valgte alligevel at tage hammeren og kniven fra manden og give ham en bøde for at overtræde våbenloven, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt og Vestjyllands Politi.
Manden, som er kendt for at være en del af narkomiljøet i Herning, havde ikke lyst til at fortælle politiet, hvem det var, han og kæresten følte sig forfulgt af.
