I går eftermiddag ringede en kvinde til politiet, fordi hun havde lagt mærke til en trailer bag en hæk, som ikke plejede at være der.
Da hun lettede på presseningen, opdagede hun en crosser og noget værktøj.
Betjente lagde sig på lur
Det viste sig, at crosseren var meldt stjålet fra en ejendom på Kvindvadvej i Sinding, hvor der ved et tyveri var blevet stjålet ting for en værdi af 30.000-40.000 kroner.
Stort set alle de stjålne effekter fandt politiet i traileren bag hækken.
Betjentene besluttede sig derfor for at lægge sig på lur og vente på de skyldige.
Løsladt efter afhøring
Klokken 19.45 i aftes dukkede fire unge mennesker op ved traileren, og politiet kunne således anholde dem på stedet.
De er blevet sigtet for tyveriet og løsladt i morges efter afhøring.
De anholdte er en 19-årig kvinde fra Skjern, en 20-årig mand fra Sinding, en 16-årig dreng fra Herning og en 17-årig dreng fra Hammerum.
Nogle af dem er i forvejen kendt af politiet.
