Landbetjenten i Brande spottede i går en knallert med to mistænkeligt udseende personer på.
Passageren sad med en del computerudstyr i favnen, som set med politiøjne lignede tyvekoster. Ellers var det i hvert fald en noget utraditionel - og ulovlig - måde at holde flyttedag på.
Politijagt
Betjenten fulgte efter i sin patruljevogn og forsøgte at standse knallerten. Det ville knallertføreren ikke, så betjenten kørte foran og satte lidt længere fremme bilen på tværs af vejen.
Føreren af knallerten troede, han havde styr på maskinen og kunne undslippe gennem et lille hul mellem politibilen og en hæk.
Det kunne han ikke.
Knallerten bragede ind i politibilen.
Efterlod makkeren
Knallertføreren stak af, og efterlod sin passager, som havde fået en skade i venstre underben ved sammenstøddet.
Han blev efterfølgende kørt på sygehuset i Herning og blev syet med to sting, og derefter taget med på politistationen.
Senere på dagen blev der anmeldt et indbrud på Engtoften, hvor der var stjålet computere, som dem, de to havde med på knallerten. Politiet kunne så lægge to og to sammen og sigte branditten for ugerningen.
