Politiet - og trafikanterne på Vejlevej ved Hjøllund 17. november sidste år - kan takke en 53-årig kvindelig bilist for, at en stangvissen spritbilist ikke blev skyld i en alvorlig ulykke.
Kvinden kørte lige bagved bilisten, der svingede fra side til side og kørte med meget ujævn hastighed. Mens en passager i hendes bil ringede til politiet, blev den forankørendes kørsel mere og mere farlig. Det fik kvinden til at blinke med lyset, og bilisten kørte derefter ind på en vigeplads.
Tog nøglerne fra ham
Kvinden steg ud og gik hen til bilisten, der viste sig at være meget synligt beruset.
Kvinden tog nøglerne fra ham, og da han steg ud af bilen og var ved at blive kørt ned, fik hun gelejdet manden ind i bilen igen - og låste bildørene. Der sad han, indtil politiet kom. Han faldt i en dyb søvn.
Det var der en naturlig grund til. Den efterfølgende blodprøve viste en spritpromille på intet mindre end 4,37.
Spritbilisten er ved Retten i Herning blevet idømt 20 dages betinget fængsel og en frakendelse af kørekortet i tre år. Han skal også betale en bøde på 8500 kroner.
Læs mere i Herning Folkeblad
Er du abonnent kan du læse avisen HER
Du kan også vælge at læse eller købe dagens avis på din iPad / tablet eller smartphone ved at downloade app'en i App Store / Google Play
