Søndag morgen klokken 8:00 var det 42 timer, siden 41-årige Hans Christian Hjort forsvandt under en cykeltur fra Engens Kvarter i Gullestrup ved Herning. Politiet leder stadig og har nu indkredset et område nord for Gullestrup.
- Vi er måske lidt tættere på et afgrænset område: Nord for Gullestrup ud mod motortrafikvejen, oplyser den vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi søndag morgen.
Politiet har været igennem Hans Christian Hjorts telefonopkald, og de kan konstatere, at han faktisk har foretaget en anmeldelse til 112 fredag eftermiddag, hvilket må være umiddelbart inden, telefonen løb tør for strøm.
Desværre kan politiet ikke spore den forsvundne mand ud fra dette opkald, men detaljer ved opkaldet betyder, at eftersøgningen nu især koncentrerer sig om et område nord for Gullestrup, nær motorvejen og på begge sider af denne.
Intet tegn på ulovligheder
Hans Christian Hjort tog afsted ved 14-tiden fredag, og siden har ingen set ham. Men politiet håndterer fortsat sagen som en eftersøgning og oplyser, at de ikke har grund til at tro, at der kan ligge en kriminel handling bag den 41-årige mands forsvinden:
- Der er overhovedet intet, der tyder på selvmord eller en forbrydelse, understregede vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi lørdag.
Lider af parkinsons
Hans Christian Hjort lider af parkinsons sygdom, og politiet frygter derfor, at han kan være kommet galt afsted.
- Der er tale om en mand, som lider af parkinsons sygdom. Han kan godt cykle, men han får af og til et anfald, og vi er bange for, at han så kan være væltet på cyklen et sted og nu ikke kan komme op igen, lød det fra vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi tidligere lørdag.
Nogen ville have set ham
Skulle han have bevæget sig, ville det være opdaget:
- Hans familie har underrettet venner og bekendte og alle mulige, og vi har efterlyst ham i medierne. Så hvis han har bevæget sig omkring, så er vi sikre på, at nogen ville have set ham, sagde vagthavende lørdag.
- Vi tror, at han ligger derude et sted og sandsynligvis ikke kan røre sig, og det må jo være forfærdelig for ham, hvis han er i sådan en situation.
Otte hunde i gang
Derfor er politiet i gang med en eftersøgning, som har stået på siden fredag aften ved 21-tiden, blandt andet med hjælp af helikopter og hunde.
- Vi har otte hunde i gang, og de danner simpelthen kæde, hvor hver hund kan dække cirka 100 meter, og så afsøger de områderne, hvor vi tror, han kan befinde sig, forklarede vagthavende lørdag aften.
- Så vi leder stadig og udelukker område for område.
Men indtil videre uden held.
Giver ikke op
Lørdag morgen bad politiet borgerne om hjælp, og den anmodning gælder stadig søndag morgen, hvor der nu er gået mere end 42 timer, siden Hans Christian Hjorts forsvinden.
I mellemtiden fortsætter eftersøgningen:
- Så længe hundene kan blive ved, så gør vi det. Og vi bruger helikopteren så meget, som vi kan. Vi giver i hvert fald ikke op endnu, lød det fra vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi lørdag aften, og søndag morgen understreger vagthavende, at eftersøgningen fortsætter i dag.
Ingen strøm på mobilen
Politiet kan konstatere, at der ikke er noget signal til Hans Christian Hjorts mobiltelefon, hvilket formodentlig skyldes, at den er løbet tør for strøm.
Derfor kan politiet heller ikke foretage en sporing af telefonen og på den måde håbe at finde den forsvundne mand. En sådan sporing kræver et mobilsignal, som ikke bliver udsendt, når telefonen er slukket.
Signalement
Den 41-årige Hans Christian Hjort cyklede på en blå mountain bike og havde en hund med sig: En blanding mellem en dansk-svensk gårdhund og en papillon. Hunden er hvid med sorte og rødbrune pletter og lyder navnet Eyea.
Hans Christian Hjort er 175-180 cm høj, almindelig af bygning og har blond, let krøllet hår.
Han er iført en spraglet eller flerfarvet skjorte, lyse benklæder og formentlig træsko.
Søger i et stort område
Politiet understreger, at han eftersøges både i Herning og omegen:
Eftersom han tog afsted på cykel, kan han være nået ganske langt væk fra Gullestrup.
Alle henvendelser i sagen kan rettes til telefon 114.
