Kyle, Thomas og Christopher tog forleden ud på stien øst for Herning Fremads baner, bevæbnet med hver sin sav, beretter Peter Nowack, Tjørring, i en mail til Herning Folkeblad.
Faldt over træstub
Og hvorfor gjorde de nu det?
Jo, i forbindelse med Herning Rocker var Thomas så uheldig at falde over en cirka 10 cm høj træstub og under faldet slå sit knæ mod endnu en træstub, som stak op fra stien. Han fik knæet limet hos de flinke samaritter, der var til stede.
Stykker stikker stadig op
Disse to træstubbe er nu fjernet, så ingen mere skal falde over dem, men der er dog stadig små stykker træ, der stikker op fra jorden, hvilket er meget uheldigt på en skovsti.
Kyle, Thomas og Christopher hedder i øvrigt Eskesen til efternavn og har været på sommerferie i Tjørring. De tager helt sikkert ud på stien med mig igen og får fjernet flere af disse farlige træstumper. Måske skal der en hammer og mejsel eller stemmejern med næste gang? skriver Peter Nowack.
