Natten til 6. august blev en 48-årig stærkt handicappet mand fjernet fra plejehjemmet Grønneparken i Ikast. Da personalet midt på natten ville se til ham, opdagede de, at sengen var tom. Herefter blev politiet alarmeret.
Bortførerne viste sig at være den 48-åriges østrisk-tyrkiske søster og svoger.
Hjerneskadet bror
Parret blev allerede dagen efter anholdt på grænsen mellem Tyskland og Østrig. Den 48-årige blev indlagt, men havde ikke lidt overlast.
I formiddag skulle den østrigsk-tyrkiske kvinde så forklare sig ved et grundlovsforhør i Retten i Herning.
Politiet sigter hende for at have bragt brorens liv eller førlighed i fare ved at fjerne ham fra Grønneparken og tage ham med ud af landet. Manden er hjerneskadet efter en blodprop og er ifølge politiet helt afhængig af sondemad og professionel pleje.
Kritik af plejehjem
Kvinden forklarede handlingen med stærk utilfredshed med forholdene på plejehjemmet i Ikast.
- Det er en langsom død for min bror, sagde kvinden.
Derfor havde hun og hendes mand besluttet at hente broren og bringe ham til behandling i Tyrkiet.
Formue i Tyrkiet?
Den 48-åriges hustru og børn i Ikast er af en anden opfattelse, og under sagens gennemgang blev det antydet, at motivet kunne være, at den handicappede mand havde en formue i Tyrkiet.
Den sigtede fortalte dog, at hun mente, at formuen allerede er overtaget af brorens børn.
Retten besluttede, at kvinden skulle løslades mod at deponere sit pas hos politiet indtil 27. september. Afgørelsen blev af begge parter kæret til landsretten.
Læs meget mere om sagen i Herning Folkeblad fredag og i morgen, lørdag.
Er du abonnent kan du klokken 14.30 læse avisen HER
Du kan også vælge at læse eller købe dagens avis på din iPad / tablet eller smartphone ved at downloade app'en i App Store / Google Play
