FC Midtjyllands sædvanligvis grå ulve-skulptur ved hovedindgangen til MCH Arena har i weekenden lagt krop til flere tilfælde af hærværk.
Først var det angiveligt VFF-fans fra Viborg, som overhældte maskotten med grøn maling. Viborg F.F.s farve er som bekendt grøn.
Senere blev ulven farvet FCMrød, da FCM-fans fandt den grønne farve så gyselig, at de selv tyede til hærværk.
Kalkmaling
Mandag morgen var skulptur-maskotten fjernet og sendt til rensning på et værksted.
- Vi går ud fra, at det første hærværk er begået af Viborg-fans. Det skal dog siges, at de har været så flinke at bruge grøn kalkmaling, som kan fjernes med vand, fortæller kommerciel direktør i FCM, Michael Brun Nielsen. Anderledes forholder det sig med den røde maling, der er blevet smidt på ulven af de lokale FCM-fans.
- Den er lidt mere genstridig. Derfor har vi måttet sende ulven til rensning, siger Michael Brun Nielsen, som fastslår, at klubben nedtoner hærværket for at undgå en ond spiral af gengældelser. Det bliver således ikke meldt til politiet.
