En kvinde kom onsdag eftermiddag klokken cirka 12.45 galt afsted, da hun ville tænde op i fyret på en ejendom på Brogårdvej nær Hodsager.
Af en grund, som brandfolkene endnu ikke kender, slog flammerne ud af fyret og ramte kvinden i hovedet og på hænderne, hvorefter selve fyrrummet brød i brand.
Under bruseren
Kvinden, som bor til leje i ejendommen, fik sig hjulpet ind under bruseren, men fik ikke tilkaldt hjælp.
Heldigvis fik en forbipasserende mand øje på flammerne og ringede til brandfolkene, som rykkede ud fra Feldborg.
Udenfor livsfare
I mellemtiden havde ejendommens ejer også fået besked og var ankommet med pulverslukkeren, som han havde fået dæmpet branden med.
Så i samarbejde med med brandfolkene kom der styr på situationen, før flammerne bredte sig fra fyrrummet.
Den kvindelige beboer blev hentet af ambulance og kørt til sygehuset i Herning. Meldingen fra vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi lyder på, at hun ikke er i livsfare.
