To hviderussiske mænd blev i går anholdt, efter at de rutinemæssigt var blevet standset af politiet.
De kørte i en bil på udenlandske nummerplader. I bilens bagagerum lå veste og jakker til en værdi af cirka 10.000 kroner, og de var stadig forsynet med mærkater fra butikker.
- Mændene kunne ikke gøre rede for deres færden, og da vi fik søgt på den ene af mændene, var han efterlyst af Nordsjællands Politi. Det er en 42-årig mand, der bor i Center Sandholm (asylcentret Sandholmlejren i Nordsjælland, red), oplyser vicepolitikommissær Bent Smedegaard.
Politiet havde ikke oplysninger om, hvor den anden mand, også på 42 år, har bopæl.
Havde jo bare købt jakkerne
Begge mænd blev klokken 9 til formiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Herning, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger indtil 17. januar. Det oplyser anklager i sagen, Christian Højgaard.
De to mænd, som selv forklarede, at de blot havde købt jakkerne, blev sigtet for tyveri af dyre mærkevarejakker for i alt 23.000 kroner. To af jakkerne var stjålet fra Sportmaster i Herning, de havde tilsammen en værdi af 10.000 kroner.
Ved et retsmøde, der formentlig finder sted midt i januar, vil anklageren begære de to mænd udvist, det fortæller Christian Højgaard.
