Indbrud uden udbytte
Søndag morgen gik alarmen hos Palsgård Museum på Palsgårdvej ved Hampen, og politiet blev informeret af en vægter, der var kommet frem til stedet. En dør er blevet brudt op ind til museet, men der er ikke meldt om noget stjålet.
Havetraktor forsvundet
En tyv har været på spil på Skarrild Hovedgade, hvor en beboer har meldt sin gule Stiga Park havetraktor stjålet fra en garage. Havetraktoren er knækstyret og har en værdi af 12.000 kroner.
Indbrud i konkursbo
Det konkursramte Marsh Wind Technology i Herning er nu også blevet ramt af indbrud. Det skulle være sket fredag mellem klokken 6 og 17, men der skulle ikke være stjålet noget fra stedet.
Tørstig tyveknægt
Det varme vejr gør mange tørstige, og måske har arbejdet slidt så hårdt på en tyveknægt, at der var behov for lidt at læske sig på.
I hvert tilfælde er det drikkevarer, der er stjålet fra et havehus i kolonihaveforeningen ved Sønderager i Herning. Gerningsmanden har været inde på stikvejen Vibevej, hvor en rude blev knust til havehuset.
Der blev stjålet 10-12 sodavand, et par dåseøl samt fem brikker med æblejuice.
Ild i opvaskemaskine
Brandfolk rykkede søndag formiddag ud til en brand på Herningsholmvej i Herning. Naboer havde opdaget, at det brændte i huset ved siden af, og det viste sig, at ilden var opstået i en opvaskemaskine.
Derudover blev et par køkkenlåger og en bordplade ødelagt ved branden, oplyser politiet.
Havemaskiner stjålet
Lørdag eftermiddag var ejeren af en bygning på Hampen Hovedgade væk fra bopælen i to timer, og det udnyttede en tyv til at stjæle forskellige havemaskiner.
Der blev stjålet to Stiga havetraktorer, hvor der på en ene sad en frontklipper. Tyven stak også af med en trækløver til at spænde efter en bil.
Samlet værdi af det stjålne er gjort op til 24.500 kroner, oplyser politiet.
Rude til restaurant knust
En indbrudstyv tog hårdhændede metoder i brug på sin vej rundt i Ikast Golfklub på Remmevej i Ikast natten til søndag.
Mellem midnat og klokken 7 var tyven inde, og der blev først slået hul i en dør, inden gerningsmanden rodede skabe og skuffer igennem.
Dernæst knuste tyven en rude ind til restauranten, men da døren bandt, kom tyven ikke ind i restauranten, oplyser politiet.
To indbrud på villavej
Politiet har modtaget to anmeldelser om indbrud i villaer på Ege Allé i Nørre Snede.
Det ene sted blev der stjålet guldsmykker, mens det ikke lykkedes at komme ind i den anden villa, selv om gerningsmanden havde været i gang med at bryde tre vinduer og en dør op.
Flere indbrud i Ikast
Indbrudstyvene har gang i arbejdet i sommerferien, og der har blandt andet været en tyv på spil to steder på Marie Bregendahls Vej i Ikast.
Fra en villa er der stjålet to porcelænsfigurer med musvit-motiv, mens der et andet sted på villavejen blev stjålet en iPad og nogle smykker, efter at gerningsmanden havde været rundt i hele huset.
Tyveri fra kommunalt lager
To gryder i rustfrit stål samt en trailer er blevet stjålet fra et lager, som Ikast-Brande Kommune har på Svaneparken.
Traileren havde en brun, lukket kasse, og den var forsynet med nummerpladen JR 7573.
