En 43-årig mand blev kørt ned på sin cykel på A13 i Gludsted Plantage et par kilometer nord for Hjøllund.
Efter ulykken forsvandt bilisten fra stedet.
Cyklisten blev fundet af nogle bilister, der undrede sig over, at cyklens baghjul med tændt lygte lå i grøften. De ringede til politiet klokken 16.38. Den 43-årige er kørt fra noget familie klokken 16, så ulykken er sket på et tidspunkt der imellem.
Den 43-årig var bevidstløs, da han blev fundet. Han blev i akut livsfare bragt til Århus Kommunehospital, men i løbet af natten er hans tilstand blevet stabiliseret.
Må have opdaget det
Politiet mener, at det er en varebil eller en lille lastbil, der har påkørt cyklisten.
- Vi har fundet dele sidespejl på ulykkesstedet, og det ser ud til både at være et lige og et buet spejl, som dem der sidder på større biler. Så vi vil meget gerne høre, hvis nogen har bemærket en bil, der mangler højre sidespejl, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt og Vestjyllands Politi.
Han mener ikke umiddelbart bilisten kan have undgået at opdage påkørslen.
- Det må have givet et ordentligt bump i bilen, da cyklisten blev ramt, siger Jens Claumarch med henvisning til cyklistens skader.
