Der blev ikke taget nogen chancer, da der klokken 16.43 indløb melding om en gårdbrand på Ringkøbingvej mellem Bording og Pårup.
Brandsprøjten fra Engesvang rykkede straks ud. Det samme gjorde indsatslederbilen, stigevognen samt den kombinerede brandsprøjte og tankvogn fra stationen i Ikast. I alt var 10 brandfolk i sving.
Gløderne fløj
Ilden opstod efter, at gårdejeren havde tændt op i et fastbrændselsfyr. Gløder fløj op gennem skorstenen og ind på halmloftet.
Heldigvis opdagede gårdejeren selv hurtigt, at der var noget rivende galt, og han fik fat i en vandslange og holdt flammerne nede.
Derfor kunne branden begrænses til området omkring skorstenen, så brandfolkene fik en rolig udrykning.
Rensede for sod
En mand gik ombord i stigevognens kurv og blev hejst op til skorstens top, hvorfra han sørgede for at rense sod og andet skidt ud.
Herfra stod den på efterslukning af de sidste gløder.
Ingen kom til skade ved branden.
